Velkommen til Glumsø – en storby i miniformat

Café og biograf, gågade og shopping, sø og skov, togstation og supermarkeder, læge og apotek. Frivillige og foreninger. Bibliotek og borgerservice. Institutioner og erhverv. Glumsø har det hele.

I Glumsø har vi det hele, og ikke for at blære os, men vi er temmelig glade for at bo her. Lige præcis her i Sjællands hjerte.

I Glumsø kender vi hinanden. Vi hilser på hinanden, smiler til hinanden, hjælper hinanden. Ja faktisk kommer vi hinanden ved.

I Glumsø er vi vilde med kultur. Derfor har vi en biograf, et bibliotek, en café med masser af arrangementer og en årlig KOKS fest med musik og open air film lige ned til søen.

I Glumsø kan vi leve hele vores liv. Vi har vuggestue, dagpleje, børnehave og skole. Vi har læge, apotek og ældreboliger. Vi har masser af fritidstilbud, og vi er omringet af tre byer med masser af arbejdspladser – Næstved, Ringsted og Sorø.

I Glumsø køber vi vores dagligvarer lokalt – og der er mange steder at vælge mellem: Super Brugsen og Fakta, slagteren, ostehandleren og bageren. Om sommeren nyder vi godt af de mange hyggelige gårdbutikker, som omgiver vores by.

I Glumsø kan vi godt få lyst til at tage en tur til hovedstaden. Så tager vi bare toget derind. Det går direkte fra Glumsø Station. I myldretiden går toget hver halve time og ellers en gang i timen. Det tager kun 56 minutter, så står vi midt i København. Det er lige tid nok til, at to personer kan nå at dele en flaske vin, inden turen fx går i Det Kongelige Teater.

I Glumsø hjælper vi hinanden, og vi værner om vores by, som vi kalder en storby i miniformat. Vores frivillige – og dem er der mange af – gør hver dag en kæmpe indsats for at holde gang i biograf, café, foreninger og arrangementer.

I Glumsø har vi det godt. Ærlig talt. Vi vil ikke bo nogen andre steder – vi er en storby i miniformat. Kom selv og se. Måske får du selv lyst til at rykke familien hertil.

 

Denne Internet side udgives af Glumsø og Omegns Lokalråd. 

Kontakt person er: Poul Eriksen pbe@cirkelnet.dk

 

Seværdigheder i lokalområde Glumsø og omegn